Flammen, Citronen og modstandens blodige byrder

 
 

Udskriv

De udførte elleve drab i kampen mod nazismen. Men prisen for modstandsarbejdet var et enormt psykisk pres, der blev ubærligt, når uskyldige måtte lade livet. Historien om Flammen og Citronen viser krigens konsekvenser for det enkelte menneske.

 
 

Af Anders Dalsager

Forårssolen glimtede i brostenene, mens byens liv bevægede sig forbi Svend Gundels radioforretning på Vesterbrogade i København. Indenfor var Gundel alene i butikken, hvis man så bort fra hans ni-årige bybud, der sad i baglokalet. Datoen var den 19. april 1944, og få øjeblikke senere ville Gundel ligge dræbt i en blodpøl for enden af disken.

Klokken præcis 12.40 slog to mænd døren op til Gundels radioforretning. Den ene var mørkhåret og bar briller. Han var ikke en type, man ville bemærke, hvis man gik forbi ham på gaden. Det var anderledes med den anden. Han var usædvanligt høj og spinkel – og havde et skrigende rødt hår.

De to mænd så sig om i forretningen. Lynhurtigt lukkede de døren til baglokalet, så den ni-årige dreng ikke kunne kigge ind. Så vendte de sig mod Gundel og tog en pistol frem. Der lød et dumpt drøn. Derefter fulgte lyden af en krop, der faldt på gulvet.

Få måneder tidligere havde radioforhandleren stukket en modstandsmand til det hemmelige tyske politi, Gestapo. Modstands-manden var blevet sat i fængsel og tortureret. Nu var stikkeren Svend Gundel blevet likvideret af Flammen og Citronen, de legendariske modstandsfolk fra undergrunds-organisationen Holger Danske.

Efter drabet forsvandt de to lynhurtigt ud i byen, hvor de få timer efter skulle gennemføre endnu en aktion.

Modstandsfolk under pres
Modstandsbevægelsen likviderede omkring 400 danskere under besættelsen fra 1940 til 1945. Drabene skete ofte som et selvforsvar mod stikkere, der angav modstandsfolk til tyskerne. Men modstandsfolk skød også danskere, der var med i bevæbnede nazistiske korps.

De fleste af likvideringerne blev udført af ganske få modstandsfolk, der fik den slags aktioner som deres vigtigste opgave. Og det var her, den pæne, 24-årige hotel-receptionist Bent Fauerschou-Hvid – med dæknavnet Flammen - kom til at spille en central rolle som drabsmand. Ofte med hjælp fra sin ven, den 33-årige familiefar og altmuligmand Jørgen Hagen-Schmidt - kendt under navnet Citronen. Tilsammen udførte de elleve likvideringer fra december 1943 til deres død i oktober 1944. Det satte dem under et stort følelsesmæssigt pres.

Under besættelsen arbejdede modstandsmanden Gunnar Dyrberg fra Holger Danske tæt sammen med Flammen og Citronen om likvideringer. Dyrberg er i dag 95 år, men husker stadig den belastning, han og de to andre modstandsfolk var underlagt. "Vi var i krig, og vi havde stort set aldrig nogen mulighed for at slappe af", fortæller han. "Lige fra det øjeblik, vi var gået i gang, da var vi i frontlinjen hele tiden. Der kunne komme skyderier med tyskerne eller stikkerne når som helst. Det er klart, at der derfor var et voldsomt tryk på vores psyke".

Kugleregn på Roskildevej
Få timer efter drabet på Svend Gundel mødtes Flammen og Citronen med to andre medlemmer af Holger Danske på Frederiksberg. Sammen hoppede de fire mænd ind i en bil, hvor Flammen satte sig bag rattet. Derefter kørte de rundt i kvarteret og søgte efter deres næste mål. Det var en dansk Gestapo-medarbejder, der var blevet set i en tysk bil i området.

På Roskildevej blev modstands-folkene pludselig passeret af en mørk Opel Olympia med tyske nummerplader. Lynhurtigt gassede Flammen op og fulgte efter. Ved krydset til Pile Allé kørte de op på siden af Opel´en, hvor en enkelt person kunne ses bag rattet.

Samtidig med, at bilerne i fuld fart kørte ved siden af hinanden, stak Citronen og en anden af modstandsfolkene pludselig maskin-pistoler ud af sideruderne og fyrede løs. Mens Opel´ens vinduer eksploderede i et inferno af kugler og glassplinter, overhalede modstands-folkene hastigt køretøjet.

Det fik måske føreren af Opel´en til at tænke, at det værste var overstået. I så fald tog han fejl.

Mens Flammen kørte ind foran den tyske bil, blev klappen til modstandsfolkenes bagagerum pludselig slået op. Her dukkede den fjerde af modstandsfolkene frem med en maskinpistol. Han tog sigte og skød direkte mod forruden i den gennemhullede Opel, der stoppede midt på vejen. Samtidig forsvandt modstandsfolkene i fuld fart mod Vesterbro.

I første omgang virkede aktionen mod den tyske bil som endnu en succesfuld likvidering. Den mørke Opel tilhørte nemlig Gestapo, og den var under skyderiet blevet kørt af Tage Lerche, en dansker i tysk tjeneste. Det skulle dog vise sig, at noget var gået helt galt. Modstandsfolkene havde ikke opdaget, at der sad to drenge på seks og syv år på bagsædet af den gennemhullede bil.

Upersonlige drab
I dag mener forskere, at drab er en af de mest psykisk belastende handlinger, et menneske kan udføre. For det danske forsvar er det i 2007 et problem, at soldater vender hjem med traumer efter at have deltaget i kampe i verdens brændpunkter. Derfor kan det undre, at modstandsfolk som Flammen og Citronen såvel som soldater i senere krige har været i stand til at udføre drab på drab – endda på samme dag.

Ifølge psykologen Peter Berliner, der forsker i krigstraumer på Københavns Universitet, er der dog en forklaring. "I en krig er det vigtigt for dem, der er med i kampene, at de ikke har et personligt forhold til deres modstandere. Man skal simpelthen se modstanderen som "fjenden", mere end en samling af individuelle mennesker. Denne umenneskelig-gørelse betyder, at det bliver lettere at dræbe folk i de grupper, man bekæmper, end alle mulige andre mennesker. Drabene bliver simpelthen en form for business", mener han.

Modstandsmanden Gunnar Dyrberg fortæller noget lignende. "Blandt os aktive sørgede vi for, at likvideringerne foregik klinisk", siger han. "Dem, man skød, skulle være folk vi ikke kendte personligt, så vi ikke blandede følelser ind i det. Hvis der først kom følelser i det, så gik det rigtigt galt for en".

Ifølge Peter Berliner kan det dog blive svært for deltagere i en konflikt at forblive upersonlige, hvis de rammer folk, de ikke opfatter som fjenden – som f.eks. uskyldige civile. "Så kan hele ens verdensbillede bryde sammen, og den følelsesmæssige smerte kan komme meget tæt på."

Historikeren Peter Birkelund fra Rigsarkivet er i dag den førende forsker i Holger Danske-gruppens aktiviteter. Han mener, at Flammen, der kun var 24 år, blev stærkt påvirket af bestemte typer likvideringer: "Særligt når der havde været børn til stede, tog aktionerne hårdt på ham", fortæller Birkelund. Og fortsætter: "Meget tyder på, at hans nerver efterhånden blev dårligere og dårligere".

 
 

Flammens sammenbrud
Virkningerne af aktionen på Roskildevej var voldsomme. Den tyske Opel var blevet ramt af 45 skud. Kort efter, at bilen var gået i stå, blev dens ene dør alligevel slået op. Ud i eftermiddagssolen vaklede en blodig og hårdt såret mand, mens forbi-passerende sandsynligvis kiggede måbende på fra fortovet. Og da tililende folk åbnede bilens andre døre, fandt de en syv-årig dreng, der var blevet ramt af flere skud i kroppen. Begge blev hurtigt bragt til Frederiksberg Hospital.

De to sårede var Tage Lerche og hans søn. Snart efter viste det sig, at sønnens seks-årige kammerat, der også havde siddet i bilen, var sluppet uden at blive ramt. Han havde kastet sig ud af den kørende bil, da skyderierne startede, og var chokeret løbet hjem til sine forældre.

Flammen og Citronen tog om aftenen efter skyderiet ud til et af deres skjulesteder, der lå i en villa på Frederiksberg. Da de fik nyheden om de to små drenge i bilen, røg stemningen blandt modstandsfolkene i bund.

Flammen begyndte at gå rastløst rundt i husets stuer, mens han fortvivlet talte om den sårede dreng. En af modstandsfolkenes bekendte, Agnes Hansen, var til stede den aften. Hun oplevede det som om, at "noget gik i stykker" i Flammen. Hun har fortalt, at Flammen flere gange ringede rundt i løbet af natten for at høre om drengens situation. Senere insisterede han på at købe legetøj, som skulle sendes til hans seng på hospitalet. Og Flammen var ikke alene med sine samvittigheds-problemer. Det var sandsynligvis ikke let for hverken Citronen eller de to andre modstandsfolk at falde i søvn den aften.

Gestapomanden Tage Lerche døde den 19. april på Frederiksberg Hospital. Den 24. april døde hans syv-årige søn af sine skudsår.

Følgerne af modstandskampen
Journalisten Peter Øvig Knudsen udgav i 2002 bogen "Efter drabet" om modstandsbevægelsens likvideringer. Her viste han, hvordan flere modstandsfolk havde svært ved at klare overgangen til et normalt liv efter befrielsen i 1945, fordi de havde deltaget i drab på andre mennesker.

Modstandsfolkenes vanskeligheder blev dermed et af de aftryk, den 2. verdenskrig satte på det danske samfund. Og likvideringerne er en del af den seneste erfaring med krig, som danskere har gjort sig i deres eget land.

Vi ved ikke, hvordan Flammen og Citronen ville have klaret sig efter afslutningen på krigen. For med få dages mellemrum blev de i oktober 1944 opsporet af Gestapo. Mens Flammen tog en giftpille for at undgå anholdelse, blev Citronen skudt under en skudveksling med sine tyske forfølgere i et hus i Gentofte.

 
 
 
FAKTA:

Flammen og Citronen som film
Flammen og Citronens liv i modstandsbevægelsen blev dramatiseret i Ole Christian Madsens spillefilm "Flammen og Citronen" (2007), der er inspireret af de historiske begivenheder omkring de to legender. Denne artikel går i dybden med virkelighedens Flammen og Citronen – og det psykiske pres, de var underlagt.

 

 
 

Flammen, alias Bent Fauerschou-Hviid (1921-1944)

Bent Fauerschou-Hvid blev under besættelsen kendt som en altid velklædt og perfektionistisk modstandskæmper med rødt hår, heraf hans dæknavn.

Før krigen oplevede han Hitlers Tyskland på et uddannelses-ophold, og det gjorde ham til en indædt antinazist.

Under besættelsen blev han en del af modstandsgruppen Holger Danske i København. Her var han først sabotør, men fik senere kampen mod stikkerne som sin vigtigste opgave.

I oktober 1944 blev Flammen omringet af det tyske politi i en villa i Nordsjælland. Her tog han sit eget liv med en giftpille for at undgå at blive anholdt.

 

 

 
 

Citronen, alias Jørgen Hagen-Schmidt (1910-1944)

Jørgen Hagen-Schmidt blev under besættelsen en af de mest berømte modstandsfolk.

Hans vigtigste opgave var at hjælpe flygtninge væk til det neutrale Sverige, men han deltog også i en lang række sabotager og likvideringer i modstandsgruppen Holger Danske.

Citronen lavede sine første modstandsaktioner i 1942 mod Citroën-fabrikkerne i København, der arbejdede for tyskerne. Det inspirerede senere til hans dæknavn.

Selvom han var gift og far til to, deltog Citronen i en lang række meget farlige aktioner. Han døde i oktober 1944 i en ildkamp med Gestapofolk, der havde opsporet ham i et hus i Gentofte.

 
 


Danmark
Verden