
Det er mange år siden, men føles tæt på: Under 2. verdenskrig blev Danmark besat af nazi-Tyskland. Besættelsen førte til varemangel, undertrykkelse og oprør. Og selvom forholdene aldrig blev så voldsomme som i andre lande, blev danskerne præget af tidens kampe og konflikter.

Der var flere diktaturer end demokratier, da 2. verdenskrig startede. Før og under krigen blev demokratiet nedkæmpet i mange europæiske lande, hvor stærke ledere og eliter tog magten.

Det nationale var afgørende i 2. verdenskrigs Europa. Både Hitlers invasionshære og anti-nazistiske modstandsbevægelser blev drevet af kampen for nationen.

Krigen krøb langsomt ind i danskernes hverdag. Selvom besættelsens første år var fredelige, førte de til ulighed, varemangel og undertrykkelse. Stationsbyen Grindsted var et af de samfund, der forandrede sig under krigen. Byens historie viser, hvad der skete med danskerne efter 1940.

Krig koster. Under 2. verdenskrig døde over 50 millioner mennesker, mens endnu flere blev såret fysisk og mentalt. Danmark oplevede få drab og ødelæggelser. Alligevel endte grupper af danskere i kamp på liv og død.

Mennesker har gjort oprør i årtusinder. Under besættelsen satte grupper af danskere sig op imod tyskerne. Nogle deltog i spontane strejker eller demonstrationer. Andre blev aktive i modstandsbevægelsen.
|